| Twix King Size |
|
Anmeldelse af Twix King Size bar. Produceret af: ukendt (på verdensplan Mars inc.) Vægt: 85 gram Efter den lange geddetur stod der wellnes og forkælelse på programmet da jeg entrerede Shell tanken i Glumsø. Mens formanden, godt cognac stiv, stod med hele hovedet inde i svaleskabet med øl, og kaptajnen med hele overkroppen ned i fryseboksen og ledte efter en Københavner Stang, valgte jeg at kigge efter noget udsøgt chokolade. Udvalget på denne tank er småt men godt, og man skal stramme sig godt an, hvis man ikke skal falde for det fristende og dejlige marcipanbrød hver gang, da det har den mest centrale placering i hele butikken. Valget faldt på Twix’s King Size Bar – tidligere erfaringer viser jo at kiks, karamel og chokolade er en udsøgt blanding, der næsten ikke kan laves dårlig, med mindre producenten er fuldstændig håbløs. Desuden fænger det gyldne papir, der flot kaster solens stråler i øjnene på én, når man kigger på den. Minsandten om ikke mine forhåbninger holdt stik! Hold da op for en dejlig chokolade. Chokoladen er blandet helt perfekt med mælken, kiksen er lige tilpas sprød og karamellen er sød, med en fantastisk mild eftersmag. Allerede efter 1. bid var jeg glad for at jeg havde valgt en King Size barre – men ked af at jeg ikke havde købt to. Skuffelsen var ellers total da Raider skiftede navn til Twix tilbage i år 2000 – men smagen er intakt, og efter lanceringen af King Size, har jeg kun positive udtalelser om denne. Indpakning: 3 stjerner – papiret er noget tyndt, men guldfarven er rigtig flot. Den ene barre var knækket - kraftigere emballage eller en papbakke under ville være at foretrække. Smagsoplevelse: 5 stjerner - End ikke den knækkede barre kunne ødelægge den fantastiske smag. Indtil videre er dette det eneste der kan måle sig med det store marcipanbrød fra Anthon Berg. Pris: 4 stjerner - 12,95 pr. stk. – dog var der 2 for 22 kr. Det er klart et "godt tilbud" sammenlignet med så meget andet, når man sammenligner pris og smag. Helhedsindtryk: 4 stjerner – Læg pap under de skrøbelige kiksebarrer, og du har det bedste chokolade penge kan købe. Jeg kan kun anbefale at du straks efter at have læst dette sætter kursen mod din nærmeste chokolade-Pusher.
|
||