| Fangstrapporter |
| 5/12-2009: Nyt fra pampassen. | |||
|
|
|||
|
Dengang formanden var på Pampassen fangede de gedder med lasso og red gladelig i flere døgn for at finde en kaktus man kunne bruge som hovedpude. Det var under den åbne himmel, ved det simple lejrbål i de iskolde nætter, at formanden var tvunget til at spise sin bedste ven – en dåse baked beans han havde døbt Preben. Sådanne oplevelser giver karakter og viljestyrke, og viljestyrke var lige præcis hvad der skulle til da uret ringede lørdag morgen, efter julefrokost og knap 3 timers søvn. Men grejet var pakket i forvejen, så kun med en thermokande under armen listede formanden ned af trappen, og red igen alene mod søen. Det blæste betydeligt mere end Dansk Mis-Information i al deres visdom havde forudset, så for at minimere kluddermor og svensk majdans om motorbenet, blev alle stængerne rigget til bunden. Efter 1 time kommer det første hug, men da formanden jo unægtelig er inde i en stime af store gedder, havde han kun taget en vægt med der kunne veje ned til 7 kg, så gedden bliver vurderet til 3 kg fik hurtigt lov at svømme videre. En times tid senere kommer en gedde på ca. 4 kg en tur forbi båden, og selvom de næste par timer ikke gav noget, og kulden var begyndt at bide godt i kinderne, så havde det da været en udmærket tur. Formanden sad egentlig allerede og bryggede på et referat der handlede om at der åbenbart også fandtes gedder under 7,5 kg!?! Men han beslutter at tage den sidste kop varme kakao over en skrænt der aldrig før har givet gedder, selvom det burde være et oplagt sted, men meget sigende for dagsformen er der hug med det samme. Rystende af lige dele kulde og forventning kæmper formanden det bedste han har lært, men i den hårde vind driver båden så stærkt i den modsatte retning end gedden at han 2 gange er nødt til at bakke efter gedden for at få lidt line på den lidt for klejne stang. Igen lykkedes det at få gejlet sig selv op til at den med garanti var langt over 10 kg, og da den endelig ligger i overfladen ligner det stadig en fisk over 10, men vægten stopper på 8,7 kg – 2. forbedring af klubrekorden indenfor en måned. Igen et bevis på at gedderne ikke bliver fanget hjemme fra sofaen, og de øvrige Bajertørstere er nok nødt til at ofre sig lidt hvis der ikke skal stå formand på hele gedde top 10’en inden året er omme.
Formanden.
|
|||
|
|
|||