Fangstrapporter  

 

  25/9-2010: Gensyn med Krølle (klubtur).  
     
   
     
 

Der var en stemning af gammeldags lokalbrag da Næstformanden havde arrangeret geddetur på den tidligere hjemmebane Sorø sø, hvor nogle af de bedste ture er gået til, og hvor Formandens akvariegedde Krølle nu snart må være en halvvoksen teenager.

Enkelte havde endda glædet sig så meget til turen at de kom direkte fra byen, og selvom FKBT har landet utallige rekordbranderter på den dejlige sø, så er det vist første gang at ordene "MAND OVER BORD!" har givet ekko over akademihaven.

9 mand stod klar ved Slf’s klubhus klokken 8:00, og selvom hverken Borgmester, Formand eller Næstformand var kommet sig helt over gårsdagens bytur, så var det dog Kaptajnen der løb med alle overskrifterne. Mens de andre fornuftigt var taget hjem ved 3-4 tiden så valgte Kaptajnen at komme væltende direkte fra byen.

3 både sejlede ud på slaget 8, men der skulle gå en god times tid mere før "Party Cruise" med Borgmesteren og Kaptajnen kom på vandet. De havde aftalt at de skulle drikke Galliano Hotshots hele dagen, men Kaptajnen havde ikke lige fået brygget kaffe, så han måtte et smut på tanken – det tog en times tid at gå de 400 meter, men til gengæld kom han tilbage uden pung og flødeskum, men med en hel kop kaffe til deling.

I mellemtiden havde Kubert lagt hårdt fra land med en pind efter 5 minutters fiskeri, og han lå igen til i mesterskabet.

Nattens udskejelser havde for båd 1 med Formand, Næstformand og Kawer betydet iltmangel til de medbragte agnsfisk, så ud af en hel spandfuld skaller, var der kun 2 levende tilbage, alligevel lykkes det for Formanden at svare igen med en gedde på 4,4 kg, men det betød samtidigt at der nu kun var én skalle tilbage til resten af dagen.

Tilbage i "Party Cruise" var Borgmesteren, der ellers ikke selv er den der sidder mest roligt i en båd, blevet så nervøs over Kaptajnens vælten rundt at han havde bedt om at blive sejlet i land, så nu sejlede Kaptajnen sin egen sø, men da det lykkedes ham at knække sin stang og banke hovedet mod rælingen 3 gange valgte båd 1 at trække ham i land før det gik helt galt.

Ved bådebroen gik det så alligevel galt, og med et ben på broen og et i båden gik Kaptajnens ben, i helt klassisk stil, længere og længere ud i spagat, og pludselig ligger han og plasker i vandet som en fugleunge der lige er faldet ud af reden. Selvom det er næsten umuligt på grund af latterkramper får de andre hevet ham op af vandet, men telefonen bliver på søens bund, og så skulle man tro at det sluttede her, men da den gennemblødte Kaptajn bliver så lykkelig over at finde en tør trøje i sin taske, hoverer han ved at svinge den rundt over hovedet med en sådan kraft at den ender i vandet – ord kan ikke beskrive hvor meget man er nødt til at grine over det show.

Efter grinepause bliver der rokeret lidt rundt i bådene, og der bliver igen forsøgt at fiske fra de resterende både.

På anden runde får Formanden 2 gedder på den sidste skalle, og da det udover det kun bliver til en enkelt gedde til Tommygun, kan Formanden tage pokalen med på After Fishing som vinder med 3 gedder med den største på 4,4 kg – ikke imponerende når man ved hvilket fiskeri Sorø sø kan byde på, men 3 gedder på 2 skaller kan man vel ikke gøre meget bedre.

Næstformanden havde gjort et stort nummer ud af After Fishingen, så efter indkvartering i luksushytten, stod den på 3 retters og den billige Amarone på Postgården. Ikke overraskende fik både tjenere og samtlige gæster lige et par gode råd med på vejen af Kaptajnen, der ikke så ud til at lade sig slå ud af sit nye bearnaiseslips og matchende manchetknapper.

Derpå, en noget tom, men udemærket bodega, og det mest bemærkelsesværdige ved den resterende tur i Sorøs manglende natteliv må vel være, at den eneste der fik nogen på ørerne var Formandens bil, der af Sorøs spirende ungdom og fremtidens håb fik sparket begge sidespejle af, men det hører sig vel til når der er party i provinsen og byens eneste diskotek har lukket om lørdagen?!

 

Formanden.

 

 

 
   

 Forside