| Fangstrapporter |
| 13/8-2011: Free Style på Farum sø. | |||
|
|
|||
|
Da Kaptajnen er flyttet fra heden, og dermed reelt har lukket Jyde-chapteret, var Free Style turen flyttet til Farum sø, hvor det var Back to Basic uden elmotorer, men med overnatning i det fri. Der var ingen større overraskelser i startopstillingen, der således bestod af Formand og Kaptajnen i båd 1, mens Næstformanden, Kejt og Borgmesteren snuppede pladserne i båd 2. Formanden og Kaptajnen havde forinden turen fået stjålet deres grej, og mens Kaptajnen havde købt spritnyt grej i dagens anledning havde Formanden fundet noget gammelt skrammel af tvivlsom herkomst på loftet. Det skulle han så fortryde allerede efter 2 minutters fiskeri da han får dagens første hug på jiggen -tydeligvis af en aborre, så modhugget var langt fra voldsomt, men alligevel kraftigt nok til at knække stangen. Et nærmere eftersyn afslørede at stangen allerede var knækket i forvejen, og blot sat sammen med sort isoleringstape – klasse. Mens der blev rigget om i båd 1 havde båd 2 lagt sig i læ bag Klaus Nars Holm, (og her lå de i øvrigt urokkeligt fast på 2 meter vand hele dagen). Ikke desto mindre fik de 2 gedder inden båd 1 kom rigtigt i gang med fiskeriet – begge fisk nærmede sig imponerende 500 gram. Men Det var åbenbart lykken med fisk i båden uanset størrelsen, for da båd 1 et par timer senere kommer på skåle-visit havde Kejt også fået et par aborrer under mindstemålet (350 gram), så alle 3 virkede som om det nu mere gjaldt kampen om Liller-Pokalen. Efter et par sjusser sejler Formand og Kaptajn igen mod skrænterne hvor der er masser af fisk på loddet, men ikke rigtig nogen der vil lege med. Pludselig får Kaptajnen dog en aborre på 370 gram, og ikke længe efter lander Formanden hvad der sørgeligt nok skulle vise sig at blive dagens største gedde (1,7 kg). Kort efter kommer der et nødopkald fra båd 2 – Kejt har lavet et eller andet ved knæet, og det blev ikke bedre af at Borgmesteren prøvede at vride det på plads – der var akut brug for assistance fra Doktor Nielsen! Da lægebåden endelig når frem vælter Næstformanden bagover af bar glæde, slår sin hånd og knækker sin stang – mere arbejde til Doktor Nielsen. Herefter går det op i hat og briller, og der bliver ikke fisket mere de sidste timer. Dagens pinlige resultat, inden der bliver lagt til land for øjnene af en flok måbende juniorer der vist godt ved hvilken klub de skal ha meldt sig ind i når de bliver store nok til at have lærker med på søen, blev: 1 ødelagt minisk, 2 knækkede stænger og største gedde på 1,7 kg. Fremme ved shelteret hvor den skulle stå på bålpølser og dåsepilsnere var rygtet igen løbet Bajertørsterne i forkøbet. 2 andre grupper havde belejret området hvor de stod klar med bannere og kindkys. Trods de uventede gæster om bålet blev det en hyggelig aften med de obligatoriske røverhistorier og søforklaringer.
Formanden
|
|||
|
|
|||