Fangstrapporter  

 

  08-06-07: Fyraftenstur til Glumsø  
     
  En solrig fredag eftermiddag valgte revisoren, hans supleant samt Nature Boy aka. Kubert at vende snuden mod Glumsø.

Dette rygtedes hurtigt til formanden, der ringede til de tre og prøvede at opsnuse hvor de ville tage hen.

Der blev hurtigt lagt en plan for at undgå at formanden kom og tog alle damerne, og ikke mindst fiskene – kursen blev sat mod Glumsø, førend formanden kunne nå at stikke af fra sit kontor i Havdrup.

Det var en tam fornøjelse i Glumsø. De tre fyre stod nærmest og smeltede om kap, og inden længe blev bukserne smidt, og alle stod i det kølige vand og fiskede efter sortstribede røvere. Efter en times tid uden nogen fisk, blev der pakket hurtigt sammen, og det lille røde GTI lyn satte kursen mod kano udlejningen. Desværre var hele familien Danmark på vej ud i kano, så det blev Åstrædet der måtte lægge vand til resten af fisketuren.

Ikke længe efter ankomsten havde suppleanten selvfølgelig bid, det lykkedes dog hurtigt Nature Boy at skræmme aborren væk med hans trampen i vandet i hans sorte waders.

I det hele taget var det forstyrrelsernes dag. Der var et stort trafikalt kaos af kanoer med larmende børn og pædagoger, kolorten der blev bagt i solen og spredte dejlig duft, og ikke mindst revisoren og Nature Boy, der begge valgte at rigge om til flåd, og dermed ødelagde suppleantens sublime spinnefiskeri. Endnu engang var der en ordentlig sortstribet røver der bed på supleantens neongule og røde spinner, og grundet de to flåd-aber måtte fisken landes gennem tang og siv, og fisken fik lov at slippe væk.

Hjemturen foregik naturligvis i stilhed, suppleanten var tydeligvis ikke tilfreds med de to andre og deres adfærd. De mindede også mest af alt om en hund der netop har skidt på stuegulvet, og godt selv ved at det her var vist ikke så godt. Skrevet af Stampe.

 

 
 

 Læs alle